Bayern München og Borussia Dortmund mødes i Champions League-finalen 25. maj. Så der var tale om en lille generalprøve mellem de to tyske mandskaber, som lørdag aften tørnede sammen i Bundesligaen.
Topopgøret i Dortmund endte 1-1 og bød på masser af godt spil, drama, et rødt kort og et brændt straffespark, så helt kedeligt var det ikke.
Bayern München, som allerede har vundet det tyske mesterskab, valgte at spare de fleste af holdets store stjerner som Arjen Robben, Franck Ribery, Bastian Schweinsteiger samt anfører Philipp Lahm.
Dortmund stillede også op mere flere reserver, men kom bedst i gang i kampen, og Kevin Grosskreutz sørgede med en smuk helflugter til 1-0 efter 11 minutter.
Mario Gómez udlignede på et veltimet hovedstød efter 23 minutter, og flere mål blev der ikke scoret.
Dortmund-angriberen Robert Lewandowski havde chancen for at sikre sejren til hjemmeholdet, men polakken brændte et tyndt dømt straffespark efter en times spil.
Der var mere dramatik i kampens slutfase, hvor spillerne tydeligt viste, at de ikke bryder sig om hinanden. Det resulterede i to gule kort og udvisning af Bayern München-backen Rafinha efter 64 minutter.
Trods en mand i overtal lykkedes det ikke Dortmund at vinde kampen til slut, men holdet er med det ene point meget tæt på at være helt sikker på andenpladsen i den bedste tyske række.
Det danske stortalent Pierre-Emil Højbjerg blev skiftet ind for Bayern München i overtiden.
/ritzau/