Tirsdag væltede en rendegraver ned i voldgraven ved Vallø Slot ved Køge.
Føreren af maskinen røg med og blev kun reddet ud efter en hæsblæsende redningsaktion.
Ulykken skete kort før klokken ni tirsdag formiddag. Den 54-årige mand, der kørte rendegraveren, blev klemt under den store væltede maskine.
Og da redningsmandskabet kom frem, måtte de tænke hurtigt.
"For at få ham fri måtte læge og redningspersonale amputere mandens ene arm, i det han alternativt var druknet i voldgraven," skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Han blev efterfølgende fløjet til Rigshospitalet i København med helikopter. Den 54-åriges tilstand senere på dagen var stabil.
I døgnrapporten sender politiet også en stor tak til de civile, der hjalp til i forbindelse med ulykken. Både før redningsmandskabet nåede frem og også efterfølgende, hvor de hjalp til, hvor det var muligt.
"Politiet har derfor meget stor ros til de tilstedeværende borgere for deres flotte indsats på stedet i den dramatiske hændelse," skriver politikredsen.
Arbejdstilsynet undersøger nu sagen nærmere.