Den legendariske 65-årige norske spritsmugler Erik Fallo er mistænkt for forsøg på legemsbeskadigelse. Angiveligt har han forsøgt at presse et civilt toldkøretøj ind i en lastbil, inden han blev anholdt i Sverige med godt 500 liter sprit i bilen.
Nordmanden blev pågrebet tirsdag, efter at svensk politi havde jaget ham i halvanden time.
Norske toldere forsøgte tirsdag eftermiddag at standse Erik Fallo ved toldstationen ved Svinesund. Men han standsede ikke. I stedet kørte han ind i et toldkøretøj og drønede tilbage over grænsen til Sverige og videre sydpå.
En halv snes svenske politibiler indledte jagten på nordmanden, der til sidst blev stoppet ved Bengtsfors. Den norske avis VG bringer onsdag historien om pågribelsen af Erik Fallo, som tidligere i år i en tv-dokumentar har omtalt spritsmugling som et erhverv.
- Føreren forsøgte at undgå at blive kontrolleret. I stedet for at standse på vores anvisning kørte han tilbage til Sverige, fortæller fungerende afdelingschef i toldregion Østnorge, Vårin Utne, til avisen.
Ifølge politiet forsøgte Fallo at presse en civil bil med to norske toldere ind i en lastbil.
- Under kørslen skal den anholdte forsætligt have forsøgt at køre ind i nogen, siger den svenske efterforskningschef hos politiet i Åmål, Mads Nilsson, til VG.
Fallo er også sigtet for at have overskredet fartgrænsen og for smugling af alkohol. Da den norske spritsmugler blev pågrebet, havde han 567 liter vodka i sin hvide varevogn.
Erik Fallo blev kendt i hele Norge, da han i 1985 blev dømt for at have smuglet 450.000 flasker spiritus og 50.000 flasker vin ind i Norge.
I 1991 blev han straffet for at have fremstillet og solgt 150.000 flasker hjemmebrændt på illegale spritfabrikker i Norge.
Og i 2005 blev han dømt i en sag om salg af træsprit. Højesteret i Norge dømte ham for uagtsomt manddrab på to og straffede ham med flere års fængsel.
/ritzau/NTB