EU-topmødernes intense forhandlinger om den græske hjælpepakke var bogstaveligt talt ved at koste græske embedsmænd livet.
Det fortæller den græske premierminister, George Papandreou, ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde i Bruxelles.
Under søndagens topmøde fik den græske premierministers økonmiske toprådgiver, George Zanias, forhøjet blodtryk, og hans assistent George Glycos fik et hjerteanfald. Sidstnævnte måtte derfor sidde over ved onsdagens møde.
"Nogen var under sådan et pres, at de fik brug for lægehjælp. Jeg ser, at George Zanias heldigvis er med os. Men George Glynos kunne ikke deltage efter, at han fik et hjerteanfald," siger George Papandreou ifølge Reuters efter onsdagens topmøde, der først sluttede torsdag morgen.
En embedsmand fra det græske finansministerium forklarer, at forhandlingerne er hård kost for kroppen, og at maden langt fra matcher ministrenes lækre måltider.
"Din krop gør oprør. Du tager fra et fly til møde efter møde med meget lidt søvn, du drikker for meget kaffe, og du er tvunget til at æde usund mad. Det er et unaturligt liv, og der kommer et tidspunkt, hvor vi alle betaler for det," siger embedsmanden, der ønsker at være anonym, til Reuters.
Kilde: Reuters