Adskillige af politiets patruljevogne er mandag ved middagstid rykket ud til Rådhuspladsen i Aarhus i forbindelse med meldingen om et røveri.
Tre mænd er blevet anholdt klokken 12.35, oplyser politikommissær Mogens Brøndum i Østjyllands Politi.
Den dramatiske aktion har fået en del borgere til at ringe til politiet.
- Den ene er blevet anholdt inde i selve banken, mens de to andre er anholdt udenfor, siger Mogens Brøndum.
Danske Banks filial midt i Aarhus var mål for røverne.
Politiet har ved 13-tiden ikke yderligere oplysninger.
/ritzau/