Det hollandske fragtskib Eemslift Hendrika driver i øjeblikket rundt i Nordsøen uden folk ombord.
Det sker efter at besætningen mandag udsendte et nødsignal efter at lasten havde forskubbet sig og skibet havde fået slagside.
Hele den 12 mand store besætning om bord på det hollandske fragtskib blev reddet i land via to redningshelikoptere i en aktion, som blev filmet af det norske redningsvæsen.
Se videoen herunder:
I første omgang blev otte mand evakueret i aktionen, der blev besværliggjort af dårligt vejr og op til 10 meter høje bølger. De sidste fire mand blev ombord i forsøget på at stabilisere skibet, men blev også senere fløjet til lufthavnen i Aalesund.
Skibet driver nu rundt 130 kilometer nordvest for Aalesund med kurs mod syd, og de norske myndigheder har sendt et kystvagtskib ud for at overvåge skibet, der har en slagside på 45-50 grader.
Kystvagten forventes at ankomme til Eemslift Hendrika tirsdag eftermiddag.
Ingen personer kom alvorligt til skade i forbindelse med havariet.