Først ramte han en taxa. Og i sit forsøg på at flygte fra politiet kørte en 22-årig mand så vildt, at to-tre unge fodgængere måtte springe for livet. Politiet efterlyser nu den lille gruppe, skriver B.T.
- Gruppen på to-tre unge af ukendt køn kom klokken 00.40 gående i midtbyen i Odense ved Mageløs. Pludselig kom en ung bilist kørende fra Sankt Anne Plads med høj hastighed i en Citroën C1, så fodgængerne måtte springe for livet for ikke at blive ramt,« lyder det fra vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi til B.T.
Kort efter blev føreren anholdt, da han forlod bilen. Han er i første omgang blevet sigtet for en række overtrædelser af færdselsloven. Lykkes det politiet at komme i kontakt med de unge vidner til hans hasarderede kørsel, kan der meget muligt blive tale om yderligere sigtelser, oplyser politiet.