Det bliver et eventyr i Prinsessen på ærten størrelse, hvis Celtic i aften slår AC Milan ud af Champions League. For godt nok har skotterne et fint udgangspunkt efter 0-0 i Glasgow, men holdet har det notorisk svært på udebane i den fineste klubturnering.
12 gange har Celtic været på udebane i Champions League - 11 gange er det blevet til nederlag.
Derfor valgte Celtic-manager Gordon Strachan at give sine spillere træningsfri i går, for i stedet at koncentrere sig om det mentale.
Og måske skyldes det den dårlige statistik, at Strachan virker en anelse rådvild, når det kommer til taktikken i aftenens kamp.
- Det er ikke nogen fast plan. Vi spiller bare og ser, hvad der sker. Lykken følger den modige, dygtige ... og heldige, siger Strachan.
Han erklærer dog, at Celtic ikke vil spille på uafgjort, de vil gå efter sejren. Det mener anfører Neil Lennon også er vejen frem.
- Det handler altid om holdet i Celtic, menvi håber, at de lidt mere kreative spillere lige kan give dig nogle trumfer, siger han.
At dømme efter meldingerne, så må Thomas Gravesen endnu en gang tage til takke med en plads på bænken. Skotternes anfører tror i hvert fald, at hans makker på den centrale midtbane igen bliver hollandske Evander Sno.
- Evander har gjort det utroligt godt, især i Champions League. Han har vist, at han har alle muligheder for at blive en topspiller. Man glemmer han kun er 19, siger Neil Lennon.
Hos hjemmeholdet er humøret helt i top. Alle forventer, at milaneserne kan køre en sejr hjem over opkomlingerne fra Skotland. Selv om det kunne ligne italienerne at fedte sig til et resultat, så afvises det blankt af træner Ancelotti.
- Milan vil spille offensivt. Vi vil forsøge at skabe så mange chancer som muligt. Og vi vil spille med to angribere, du må bare vente at se, hvordan Kaká bliver regnet, siger Carlo Ancelotti listigt.
Midtbanespilleren Massimo Ambrosini mener også, sagen er klar.
- Vi skal udnytte al vores erfaring fra de senere år, som har lært os at være opmærksomme og ikke undervurdere modstanderen. Hvis vi er fokuserede, kan det ikke gå galt, siger han.
Billetsalget har været skuffende, men hjemmeholdet forventer op mod 60.000 tilskuere alligevel.
Forventede startopstillinger:
AC Milan (4-4-1-1): Dida - Oddo, Bonera, Maldini, Jankulovski - Gattuso, Pirlo, Ambrosini, Seedorf - Kaká - Filippo Inzaghi.
Celtic (4-4-2): Boruc - Wilson, O Dea, McManus, Naylor - Nakamura, Sno, Lennon, McGeady - Miller, Vennegoor of Hesselink.