Østjyllands Brandvæsen måtte natten til lørdag rykke ud med det store maskineri, da en person skulle reddes op fra en brønd i Universitetsparken i Aarhus. Det skriver Stiften.dk.
– Der er en brønd i forbindelse med en gammel amfiscene i parken, og den var vedkommende kommet til at falde i, og personen kunne ikke komme op, fortæller operationschef Søren Møller til avisen.
Redningen foregik ved hjælp af håndkraft og en marinebåre. Fra alarmen indløb klokken 01.19, gik der 25 minutter, før brandvæsnet kunne melde, at personen var reddet op af brønden og kørt på hospitalet.
Ifølge Stiften.dk formoder politiets vagtchef, at personen ikke er kommet alvorligt til skade, da politiet ikke blev tilkaldt til uheldet.