- Vi ved, at Thorbjørn og Mikkel var det ypperste, Danmark har set af soldater, så længe nogen kan huske. De var veltrænede, godt uddannede og med den bedste udrustning, vi har. Det er bare ikke altid nok.
Vi ved også, at Thorbjørn og Mikkel var nogle fantastiske personligheder, og det var ikke sådan her, vi håbede, vi skulle modtage dem, sagde chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst Lasse Harkjær, da soldaternes bårer var ankommet til flyvestation Karup.
Obersten understregede, at soldaterne var rejst til Afghanistan for at kæmpe for fred og frihed, og kommenterede kort den kritik af soldaternes uddannelse og materiel, der efterfølgende har rejst sig.
- Kritikerne ved ikke besked , sagde han.
Tilstede var soldaternes familier, forsvarsminister Søren Gade (V), chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, nogle af de omkomnes kammerater samt en æreskommando fra Livgarden.
Kisterne blev båret til de ventende rustvogne til tonerne af salmen Det var på Isted Hede , spillet af Prinsens Musikkorps. De to soldater begraves henholdsvis mandag og tirsdag.