Søndag 21. oktober ankommer den dræbte major Anders Johan Stæhr Storrud til Roskilde Lufthavn, hvor der vil blive afholdt en mindehøjtidelighed klokken 11.00.
Den 34-årige major døde tirsdag morgen efter at være blevet hårdt såret i ildkamp, da han vendte tilbage til en pansret mandskabsvogn, der var blevet ramt af en mine.
Mindehøjtideligheden forestås af den Kongelige Livgarde og et æreskommando med Den kongelige Livgardes fane samt Livgardens Musikkorps vil deltage i ceremonien. Den dræbte soldats pårørende og chefen for Hærens operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, vil være til stede.
Major Anders Johan Stæhr Storrud bliver bisat fra Garnisonkirken i København onsdag 24. oktober ved en militær ceremoni.