En kraftig bilbombe rystede sent lørdag aften byen Värmdö udenfor Stockholm. Mindst en person mistede livet, oplyser svensk politi til Aftonbladet. Eksplosionen var så kraftig, at vinduerne blev knust i flere huse, og kropsdele blev spredt ud over området.
»Himlen blev rød et øjeblik, og det rystede som et lille jordskælv,« siger et vidne, der opholdt sig en halv kilometer fra eksplosionen, til avisen.
Politiet tror, at personen i bilen sprængte sig selv i luften, men man vil endnu ikke udelukke, at der kan være tale om et drab.