Den såkaldte dræbergople er allerede gået i gang med at støvsuge havet for lokale arter.
Siden foråret 2007, hvor den første gang blev opdaget i Danmark, er Limfjorden nærmest blevet støvsuget for zooplankton. Næste offer kan blive torsken, da goplen er fundet ned på dybder på 40-60 meter omkring Bornholm.
"Det er dernede, hvor torskens æg og larver lever. Hvis goplen begynder at optræde der i store mængder, så kan den få negative konsekvenser for torsken," siger professor Hans Ulrik Riisgård fra Syddansk Universitet til Berlingske Tidende.
Dræbergoplen - også kaldet ribbegoplen - har den tvivlsomme ære af at være med på top-100 listen over arter, der finder vej til nye miljøer, hvor de ikke har naturlige fjender og derfor kan udrydde lokale arter eller vende op og ned på de lokale miljøer.
I starten af 1980'erne gjorde goplen et stort indhug i fiskebestandene i Sortehavet. Den støvsugede nærmest Sortehavet for zooplankton, fiskeæg og fiskelarver.