Regnestykket er enkelt:
Hvis du tager livet af en dræbersnegl i dag, kan du spare dig selv og din have for 400 styk til sommer.
Den milde vinter har gjort forholdene optimale for landets dræbersnegle, som lige nu ligger og samler kræfter til en ny rædselssæson i haverne.
- Ja, det er bare om at komme i gang nu, siger biolog i Skov- og Naturstyrelsen Hans Erik Svart til Avisen.dk.
Han har opgjort, at hver snegl i gennemsnit lægger 400 æg i løbet af foråret. Og dem kan man altså undgå, hvis man slår sneglen ihjel nu.
Ifølge Hans Erik Svart skal man lede efter de små bæster på lune steder i haven, særligt under sten og buske.
Et godt råd er også at passe på dræbersneglens naturlige fjender, fx tudser, frøer og løbebiller.
Og så er det jo ligemeget, om man dræber hun- eller hansnegle. Snegle er nemlig hermafroditter - så efter parringen går han og hun hvert til sig og lægger hver deres bunke æg.