I november 2007 pakkede en 47-årig mand fire tasker, skød sin hund og tog hen på skattekontoret på Tagensvej i København.
Her skød og dræbte han den 57-årige Benny Nielsen, der var ansat som sikkerhedsvagt. Siden har han nægtet at udtale sig om hændelsen.
Men ved det første retsmøde tirsdag i Københavns Byret fortæller han, at han ønskede at hævne sig på Skat, der mente, at han skyldte over 300.000 kroner, skriver Jp.dk.
"Jeg ville lade bosserne hos Skat smage lidt af det, de har budt mig gennem 11 år. De blev ved med at opkræve penge, som jeg ikke skyldte," fortalte drabsmanden.
Den 47-årige forklarede også i retten, at det ikke var hans mening at skyde Benny Nielsen.
"Jeg ville true bosserne, og det var et uheld, at jeg skød vagten," sagde han, da anklageren spurgte, hvorfor han skød den 57-årige sikkerhedsvagt.
"Jeg vidste, at det, jeg gjorde, ville få mig nogle år i fængsel, så jeg pakkede mine ting og skød hunden, så den ikke skulle rådne op på et internat," fortalte han.
Både ansatte hos Skat og pårørende til Benny Nielsen var mødt op i retten.