Det er ikke almindeligt at have morfin stående i hjemmets medicinskab. Kun hvis man er alvorligt syg. Og det er netop, hvad den 52-årige kvinde, der er sigtet for giftmord på sin ven, er.
"Hun er terminalpatient og har fået ordineret kraftig smertestillende medicin gennem årene," siger kvindens advokat, Bjørn Elmquist, ifølge fyens.dk.
Derfor har kvinden også haft adgang til kraftig smertestillende medicin, som morfin er, når det ikke overdoseres og bliver til et dødeligt våben.
I dag blev kvinden sigtet for drab på en 53-årige mandlig bekendt, der foregik tilbage i 2007. Men det er langt fra det eneste, som kvinden er sigtet for.
Hun har nemlig siddet varetægtsfængslet for drabsforsøg på sin samlever siden december 2008, hvor hun stak den 66-årige mand i halsen med en kniv. I den sag har der også være medicin indblandet, har politiet tidligere oplyst til Newspaq.
Kvinden nægter sig skyldig i sigtelserne i den nye sag om forgiftning. Men det lader ikke til, at sagen bliver lukket med det samme.
Politiet kigger nemlig også på rygter om yderligere to dødsfald, som indikerer, at kvinden er indblandet i sin mands og svigermors død.
"Hvis politiet får ret i det, de har fremlagt indtil nu, så bliver det en sag, der vil gå over i retshistorien. Så har jeg ikke sagt for meget," siger advokaten ifølge fyens.dk.