En tegnebog i brystlommen var det eneste, der reddede en bybuschauffør fra et livsfarligt knivstik, da han søndag aften blev brutalt overfaldet i et opholdshus ved linje 15 s endestation i Hasselager.
Fire mænd slog og sparkede ham, og én af dem stak ud efter ham med en kniv. Han undgik de fleste stik, men et af dem ramte ham i brystet, hvor det mirakuløst prellede af på hans tegnebog, som var fyldt med plastikkort.
Chaufføren slap fra overfaldet med et overfladisk stiksår i den ene hofte og skrammer fra slag og spark, men han har på grund af chok været indlagt på hospitalet indtil mandag aften.
Muligvis hævn
For Østjyllands Politi har sagen høj prioritet.
»Det er et usædvanligt groft overfald, som vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at opklare. Vi behandler det som et drabsforsøg,« siger vicepolitiinspektør Jørn Andersen.
Buschaufføren, der har iransk baggrund, har ikke kunnet give andet signalement af de fire gerningsmænd, end at de er i begyndelsen af tyverne, af mellemøstlig oprindelse og bar hættetrøjer under overfaldet.
Overfaldet kan ifølge politiet være hævn for en kontrovers, som buschaufføren var indblandet i to timer tidligere samme aften. Her ville chaufføren sætte en aggressiv passager af bussen, men det nægtede han, og det udartede sig efterfølgende til et skænderi, som fik chaufføren til at tilkalde hjælp.
Den aggressive mand blev dog ikke tilbageholdt, så hans identitet er ukendt, og ifølge Jørn Andersen giver bussens videoovervågning ikke et afgørende spor.
»Der kan være en sammenhæng mellem de to episoder, og vi vil meget gerne høre fra folk, som har set nogle tvistigheder i linje 15 den aften,« siger Jørn Andersen.
Overfaldet har rystet chauffører og ledelse i Busselskabet, som er det selskab, der driver bybusserne for Midttrafik.
Forfærdeligt
»Forfærdeligt«, »urimeligt« og »uacceptabelt« er de udtryk, som er gået igen, når kollegerne har talt om det. Det er en helt speciel sag, og det skaber da en øget bekymring, også hos chaufførernes familier. Men jeg betragter det som et enkeltstående tilfælde,« siger chaufførernes tillidsmand Chris G. Oxholm, der er meget tilfreds med den måde, hvorpå ledelsen har taget hånd om den chokerede chauffør.
Busselskabets direktør, Torben Høyer, har efter overfaldet diskuteret flittigt med personaleledere og tillidsrepræsentanter, om noget skulle være gjort anderledes.
»Men det er svært at se, hvad vi kunne have gjort. Vi får hurtigt tilkaldt hjælp og får personale derud, og generelt har det beredskab, vi har til nødsituationer, fungeret, som det skulle,« siger han.