Ved middagstid i dag ringede en 18-årig mand til Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi for at melde sig selv.
Manden tilstod, at han var den flugtbilist, som natten til i dag dræbte en 34-årig knallertkører på Nordre Stationsvej i Slagelse. Det skriver Ekstra Bladet.
- Kom og hent mig. Jeg er hjemme nu, var lød det fra den unge mand ifølge Ove Christoffersen, politikommissær ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
Politiet ville med stor sandsynlighed alligevel have fundet frem til manden, da bilen blev fundet efterladt mellem Sorø og Slagelse. Ejeren af bilen var nemlig den 18-åriges far. Sønnen havde lånt bilen af faren.
Vidner til sammenstødet har fortalt, at bilisten kom kørende mod færdselsretningen og torperede knallertkøreren, som blev dræbt på stedet.