En far dræbte i weekenden sin datter med en svensknøgle. Men inden det drabelige overfald, havde han forsøgt at få datteren indlagt til psykiatrisk behandling. Men det var ikke muligt. Det fortalte faren i gårsdagens grundlovsforhør i Odense.
"Vi forsøgte at få hende indlagt i juni, hvor Caroline også gerne selv ville indlægges. Men det var meget besværligt, og vi blev afvist på den psykiatriske skadestue og i lægevagten," sagde faderen, der nu selv er blevet spærret inde på psykiatrisk afdeling, efter han i søndags slog sin datter ihjel med en svensknøgle.
Faren mener, at den 13-årige Caroline led af skizofreni. Derfor var det vigtigt for familien at få datteren behandlet. Det lykkedes dem at få en tid hos en børnepsykolog. Konsultationen skulle have fundet sted på torsdag - to måneder efter de henvendte sig til det psykiatriske system.
Næstformanden i Sind, Knud Kristensen, fortæller til TV2, at det kan være svært at få børn indlagt til psykiatrisk behandling.
"Presset på børne- og ungdomspsykiatrien er stigende, fordi der er kommet en behandlingsret på to måneder. Det har ført til, at der er flere afviste henvisninger, og at nogle enten ikke får hjælp eller får den for sent," siger han.
Carolines far skal sidde varetægtsfængslet i fire uger, og skal igennem en mentalundersøgelse.