Mindst 45 mennesker er denne uge blevet dræbt under etnisk vold i DRCongo, hvilket har udløst en flygtningestrøm mod nabolandet Congo.
- Volden begyndte natten til den 16. december. Det foreløbige antal dræbte er 45 og over 60 er blevet såret, siger guvernøren i provinsen, Mai-Ndombe, til AFP.
Drabene sker få dage før et præsidentvalg i DRCongo søndag. Det urohærgede land har gennem 17 år har været styret af præsident Joseph Kabila.
Mindst syv mennesker er blevet dræbt under valgkampen, som blev indledt den 22. november.
Volden i den vestlige del af DRCongo er ikke knyttet til valget, men er en konflikt mellem to etniske grupper.
Guvernøren i hovedstaden Kinshasa gav onsdag ordre til, at valgkampen skulle indstilles i byen af sikkerhedsgrunde.
Guvernør Andre Kimbuta, som er med i den regerende koalition, henviser til uroligheder og en brand, som har ødelagt tusindvis af stemmemaskiner.
21 kandidater er opstillet ved valget og kandiderer til at afløse den 47-årige Kabila, som har styret DRCongo, siden hans far blev dræbt ved et attentat i 2001.
Allerede i august meddelte præsident Joseph Kabila, at han ikke stiller op ved valget den 23. december.
Kabila skulle være trådt tilbage efter at have siddet i to embedsperioder. Den sidste af dem udløb i december 2016.
Men han nægtede at gå af, og der var ikke udskrevet valg som planlagt.
DRCongo, som har op mod 82 millioner indbyggere, er mange steder gennemsyret af vold og korruption efter mange års borgerkrig.
Landet har vældige naturressourcer, men det har indtil for nylig været hærget af, hvad iagttagere har kaldt "Afrikas verdenskrig".
Krigen har kostet omkring seks millioner mennesker livet, som en direkte følge af kampe eller på grund af indirekte følger som sygdomme og fejlernæring.
Borgerkrigen blev næret af landets store mineralske rigdomme, og alle har udnyttet det udbredte anarki til at plyndre landets naturressourcer.
En stor FN-styrke kæmper mod militser i den østlige del af landet, hvor en stor fredsbevarende FN-styrke er indsat.
Hvis valget gennemføres nogenlunde som planlagt, vil det være det første demokratiske magtskifte i landet i 18 år.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters