Ritzau
Opdateret kl. 13:20
Retten i Holstebro har torsdag idømt 54-årige Claus Funder Rasmussen 12 års fængsel for at have skudt og dræbt 59-årige Jan Jessen Petersen med et haglgevær.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Drabet blev begået i Hørdum i Thy den 26. september.
Det var den 59-årige mands søn, der fandt liget af sin far. Da sønnen kom hjem fra arbejde sidst på aftenen, befandt faren sig i sofaen. Han var død - dræbt af skud.
Under sagen har den 54-årige forklaret, at skuddet blev affyret ved et uheld. Men den forklaring har retten afvist.
- I skyldkendelsen har man lagt vægt på vidneforklaringer i sagen og på de retsmedicinske og kriminaltekniske undersøgelser, siger senioranklager Claus Benner.
- Det er blandt andet noget med den måde, som han har siddet på, der gør, at man har tilsidesat den dømtes forklaring, fortæller anklageren.
Med torsdagens dom er der dog ikke sat punktum i sagen. Claus Benner oplyser, at Claus Funder Rasmussen valgte at anke dommen på stedet.
- Han har anket til frifindelse, lyder det fra senioranklageren.
Dermed skal sagen behandles på ny i Vestre Landsret. Hvornår det kommer til at ske, er endnu uvist.
/ritzau/