Det er pludselig kommet frem, at tv-avis-værten Lillian Gjerulf Kretz for et års tid siden fik en bøde for butikstyveri i Københavns Lufthavn.
Uden at tænke sig om forlod Lillian butikken med en Ole Henriksen-creme til 400 kroner i vognen, som hun ikke havde betalt for.
"Det var en totalt fjollet misforståelse. Jeg skulle ud på en vigtig rejse klokken fem om morgenen, og så skulle jeg ind og købe nogle parfumevarer, og så prøver jeg en en lille tester for noget øjen-creme. Så ringer min telefon, og jeg stiller cremen fra mig på min vogn," forklarer Lillian Gjerulf Kretz til Ekstra Bladet.
Lillian når dog ikke så langt, før hun bliver stoppet af en butiksdetektiv, der afslører tv-værtens tyvekoster.
Ifølge Lillian betalte hun for alle sine andre varer, men havde glemt Ole Henriksen-cremen, der lå i hendes vogn.
Tv-værten ser dog ikke hændelsen som noget slemt, da hun understreger, at hun ikke havde til hensigt at stjæle. Lillian kunne dog først træde på flyet efter at have modtaget en bøde på omkring 800 kroner.