Den tidligere Venstre-komet og Fredericia-borgmester, Thomas Banke, har netop udgivet en ærlig bog om sit hektiske borgmesterliv.
Titlen er: "Borgmester på stoffer - mine fire år i narkohelvede", og den udkom torsdag den 4. maj. Bogen har vakt stor opsigt, og Thomas Banke turnerede torsdag rundt i en lang række danske medier, hvor han fortalte om sit liv.
Da han kom i DRs "Aftenshowet" fik han dog det, han kalder et overraskende stunt.
DRs vært Mark Stokholm ville nemlig have ham til at tage en narkotest, før resten af interviewet fortsatte.
Thomas Banke sagde ja, men det har han fortrudt.
- Jeg burde måske have nægtet at tage den. Ikke fordi jeg har noget at skjule, men fordi jeg ærlig talt ikke skylder nogen at aflægge narkotest for rullende kameraer. Imidlertid blev jeg så overrasket over dette noget effektjagende stunt, at jeg tog testen, skriver han på sin Facebook-profil.
Artiklen fortsætter under videoen.
Seerne er enige med den tidligere V-borgmester.
- Det var meget ubehageligt og tåkrummende at se på. Jeg forstår slet ikke formålet! Havde han afvist testen, så havde han fremstået som en løgner. Han havde intet valg - og derfor var det magtmisbrug. Meget uetisk interview! skriver Helle Saager på Aftenshowets Facebook.
- Jeg er simpelthen rystet!! Hvem i al verden har godkendt, at en journalist, fuldstændig uden kendskab til misbrug eller i besiddelse af behandlingsmæssige kompetencer kræver en urinprøve?! Det er så komplet uanstændigt, uansvarligt og uprofessionelt. Der bør i den grad undskyldes til Thomas Banke...!!! skriver Christina Hostrup på Facebook.
Selv svarer DR:
- Aftenshowet havde aftalt med Thomas Banke, at de måtte spørge ham om alt, og at de sågar måtte narkoteste ham. De tog ham på ordet, og selvom han blev overrasket, tog han det pænt - også da kameraet var slukket.
Svarer selv igen
Det er journalisten Henrik Qvortrup, der har skrevet bogen, og her har der hersket en heftig debat om DR's metoder.
Thomas Banke kommer selv på banen i tråden under journalistens profil:
- Jeg fik ikke besked om at der ville blive spurgt om en tage en live-test. Det ved du også godt. Alle bemærkninger i den retning måtte betegnes som henkastede. Det burde altså stå lysende klart, skriver han i en direkte svar til tv-værten Mark Stokholm.
Han har ellers skrevet, at Thomas Banke var oplyst om narkotesten.
Thomas Banken ærgrer sig over forløbet.
- Nu endte det jo så som det gjorde. Alle overlevede. Men jeg synes at det er noget underligt noget at hænge sit forsvar op på at jeg nærmest måtte have forventet en test - snakken inden i studiet taget i betragtning. Jeg var ikke forberedt, og selve testen var noget akavet håndteret. Derfor falder gimmicken uheldigt ud, skriver han.