Den 33-årige DR-vært Petra Nagel har født en søn. Det oplyser hun på Instagram, hvor hun på et billede viser sin førstefødte frem.
"Han kom med foråret", konstaterer hun og tilføjer: "Iøvrigt; Tak til verdens bedste jordemødre og sygehusansatte. Godt at vi har jer".
Efter billedet at dømme er alt gået godt. Petra Nagel smiler lykkeligt. Således endte det ni måneder lange forløb uden de store problemer - noget som Petra Nagel ellers havde frygtet og tidligere har fortalt om:
- Jeg havde frygtet alt muligt. Jeg ved ikke, hvad jeg præcist havde frygtet, men jeg havde nok tænkt, at det ville blive sindssygt, og jeg ville blive skør og sur på Asbjørn hele tiden, men sådan har det faktisk overhovedet ikke været, sagde Petra Nagel sidst i januar.
Her fortalte hun også, at alt var klar i hjemmet til at tage imod familieforøgelsen.
Et tv-par
Petra Nagel og hendes 30-årige kæreste Asbjørn Munk har dannet par siden sommeren 2016.
Petra Nagel er især kendt fra DR3-programmerne "Petra dater hele verden" og "Petra elsker sig selv", mens Asbjørn Munk også arbejder med tv og er ansat i Mick Øgendahls produktionsselskab Falster Inc.