DR-profilen Jonas Madsen får en ny makker, når han for tredje gang skal være vært på børnenes melodigrandprix, MGP.
Det bliver hans kollega Sælma Alakhir, der ligesom ham huserer på DR Ultra.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
- Jeg har i sindssygt mange år kaldt MGP-vært for mit deciderede drømmejob - nok egentlig mest for sjov, fordi jeg aldrig havde regnet med, at det rent faktisk ville ske. Så at jeg skal være vært, er en vanvittig drøm, der går i opfyldelse, jubler Sælma Alakhi i pressemeddelelsen.
- Derfor glæder jeg mig virkelig meget til at få lov til at skyde den største børnefest af sammen med Jonas og alle de seje børn. Jeg er sikker på, at det bliver en aften, jeg aldrig glemmer.
Børnenes melodigrandprix kan i 2025 fejre 25 års jubilæum med et MGP på børnenes præmisser.
- 25 år med MGP er også 25 års historie om, hvad der gennem årene har optaget danske børn i deres hverdag. Om end det er venskaber, kærlighed, familie, slik eller at man ikke gider i seng, udtaler Marlene Boel, chef for DR's børn- og ungeafdeling, B&U, i pressemeddelelsen.
Børnenes melodigrandprix foregår i Jyske Bank Boxen i Herning 22. februar - ugen inden Dansk Melodi Grand Prix.