Så længe, der spilles med åbne kort, så er det ikke et problem, at et computerprogram hjælper X Factor-deltagerne med at synge rent.
Det mener lytternes og seernes redaktør, Jacob Mollerup.
Sagen er endt på hans bord efter Nyhedsbureauet Newspaqs afsløring af X Factors omfattende brug af Autotune, der renser de falske toner.
"Der er jo tale om en diskussion, som kører i musikbranchen, og den diskussion vil jeg ikke blande mig i," siger Jacob Mollerup.
"Men ånden i DRs programetik er, at man skal være åben om den slags, og det har man jo været," siger han med henvisning til at underholdningsredaktør Jan Lundme har svaret på spørgsmål omkring brugen af Autotune.
lertallet blandt DRs seere har tidligere gjort det klart, at de ikke synes, det er i orden, at man i en sangkonkurrence hjælper folk med at synge rent. På den anden side mener flere debattører, at når store stjerner som Britney Spears bruger det, skal X Factor-deltagerne ikke snydes.
Jacob Mollerup mener desuden, at det må være åbenlyst for enhver, der ser X Factor, at der bliver gjort rigtig meget, for at deltagerne skal tage sig godt ud med lys, styling, sminke og andre hjælpemidler.
"Jeg tror ikke, at det kommer som et chok for nogen, at der også bliver brugt Auto-Tune i X Factor," fortæller Jacob Mollerup.