Det har kun været lige ved og næsten, når Sofie Graabøl og holdet bag Forbrydelsen har været til Emmy-uddeling i USA, men nu har tv-serien endelig vundet en yderst prestigefyldt pris i London.
The Killing, som serien hedder på engelsk, blev søndag aften belønnet med den fornemme tv-pris BAFTA som bedste internationale dramaserie, og det selv om den var oppe i mod succes-serier som 'Mad Men', den britiske serie 'Boardwalk Empire', som Martin Scorsese står bag, samt den amerikanske komedieserie 'Glee'.
"Det er rigtig sejt. Det er en meget stor aften for os," lyder det fra skuespiller Sofie Gråbøl, der spiller hovedrollen som kriminalbetjent Sarah Lund i serien.
Gråbøl er i London sammen med seriens hovedforfatter, Søren Sveistrup, instruktør Birger Larsen og seriens producent, Piv Bernth fra DR Fiktion, skriver B.T.
"Det var meget surrealistisk, da vi vandt. For at billedliggøre det, så forestil dig, at de først viser et klip fra "Mad Men", bagefter fra de to andre serier, og til sidst viser de et klip fra "Forbrydelsen", hvor Søren Malling og jeg står ude på en mark og taler dansk. Der tænkte jeg: Ok, den vinder vi ikke," griner Sofie Gråbøl.
Men det blev altså den danske serie, der løb med prisen. "Forbrydelsen 1" har været en stor succes i Storbritannien, hvor den blev vist på BBC.
Historien har vist sig langt mere populær end flere andre krimiserier, BBC har satset på. Flere hundrede tusinde briter har fulgt med i Sarah Lunds opklaring af mordet på Nanna Birk Larsen.