Lad mig være den første til at beklage, at DR s journalister strejkede onsdag – strejken var i strid med vore overenskomster, og den ramte de forkerte: nemlig de millioner af danskere, der hver dag har glæde af vores arbejde på nettet, radio og tv.
Den protest, vrede og frustration, mine kolleger udtrykte med strejken, er rettet mod vore politikere, der sidder med hænderne i skødet – og måske et lille skadefro smil på læben – mens kultur- og public service-institutionen forbløder for deres øjne.
De samme politikere, der besluttede at finansiere metro-byggeriet ved at overtale blandt andre DR til at købe en alt for dyr grund i Ørestad, udpegede en bestyrelse, der ikke levede op til sit ansvar om at holde øje med byggeriet, og lod tidligere generaldirektør Christian Nissen og tidligere bestyrelsesformand Finn Aaberg ødsle med licensmidlerne på et monumentalt koncerthus.
Resultat: Danskerne betaler husleje på Amager (og støtter indirekte metroen) i stedet for at få programmer for licensen. Og hundredvis af mine kolleger er blevet kastet ud i arbejdsløshed.
Både medarbejdere og ledelse i DR knokler for at skabe en fremtid for DR – men det ville unægtelig være nemmere, hvis politikerne levede op til deres ansvar og støttede DR med ekstra penge. Som de har gjort det, når vores kolleger på TV 2 har været i økonomiske kriser – og når alle andre offentlige byggerier har overskredet budgetterne.