DRs generaldirektør, Kenneth Plummer, skal tænke over, hvad det egentlig er, han har gang i.
Så direkte er opfordringen fra næstformand i Akademikernes Centralorganisation (AC), Lars Bytoft, efter lønforhandlinger er brudt sammen.
AC organiserer omkring 450 medarbejdere i DR, der arbejder som ingeniører, bibliotekarer, magistre og djøf´ere.
- Hvis DR fortsætter sin ledelsesstil, er risikoen for, at DR går i sort skærm ret stor, siger Lars Bytoft.
DR har valgt at lockoute medarbejderne, efter forhandlingerne er brudt sammen, og det forstår Lars Bytoft bestemt ikke.
- Vi var meget tæt på at nå til enighed og har strakt os langt. Da Plummer trådte til, gav vi ham arbejdsro i et år, så han kunne få sin personalepolitik, ledelsespolitik og arbejdsmiljøpolitik på plads. Men det har han ikke fået gjort. Sidste år fik vi en lønstigning på 2,5 procent, mens lønningerne på det private arbejdsmarked stiger mellem 4-6 procent. Det virker som om Kenneth Plummer ikke kender den verden, han lever i, og han skal tænke over, hvad det egentlig er, han har gang i, siger Lars Bytoft.
Lars Bytoft håber, at DR vælger at trække sit lockout-varsel tilbage, og at parterne ender med at vende tilbage til forhandlingsbordet. Gerne med hjælp fra forligsmanden.