Det skal være en folkefest, hvor alle kan være med, når det danske fodboldlandshold skal spille slutrunder, eller når håndboldkvinderne spiller nervepirrende finalekampe i de store turneringer.
Danskerne får nu større sikkerhed for at kunne følge de største sportsbegivenheder med dansk deltagelse på landsdækkende tv. DR og TV 2 får nemlig førsteret til at vise danskerne de store samlende sportsbegivenheder.
Det blev besluttet torsdag i Kulturministeriet, siger Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen.
- Med indførelsen af "sportslisten" gør vi, hvad der er politisk muligt, for at sikre at flest mulige danskere kan se Danmarks landskampe og andre store sportsbegivenheder på TV.
- Det har for Socialdemokraterne været et vigtigt krav i medieforligsforhandlingerne, siger Mogens Jensen.
Han forklarer, at den nye aftale ikke garanterer, at DR og TV2 bringer de store sportskampe med dansk deltagelse.
Men stationerne skal have dem tilbudt som de første. Samtidig kommer der som led i aftalen en myndighed, som får til formål at afgøre, om de priser, som DR og TV2 får tilbudt begivenhederne til, er rimelige.
Det er kun tv-stationer, der når ud til mindst 90 procent af befolkningen, der kan få førsteret til at sende sportsbegivenheder fra "sportslisten".
Udnyttes retten ikke, for eksempel fordi prisen er for høj, kan andre tv-stationer byde ind.
På listen optræder OL, både sommer og vinter, herrelandsholdet i fodbolds kvalifikations- og slutrundekampe og både kvinde- og herrelandsholdet i håndbolds kvalifikations- og slutrundekampe.
- Det er de helt store begivenheder, der kan finde fællesskabsfølelsen frem. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi har fået denne aftale, siger Mogens Jensen.
/ritzau/