I dag er alle DR-medarbejdere med undtagelsen af arkivgruppen vendt tilbage til arbejdet. Den har til gengæld tilkendegivet for fællestillidsmand Sten Larsen, at den genoptager arbejdet i morgen klokken ni.
I går formiddag startede den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse midt i en nyhedsudsendelse, hvor Kim Bildsøe Lassen interviewede den politisk kommentator på Ekstrabladet, Hans Engell.
Medarbejderne gik derefter til møde og vedtog en udtalelse, om at kvaliteten på DR vil blive svækket på grund af de mange fyringer, der er et resultat af milliardbesparelser.
- Lyttere og seere vil se og høre flere tekniske svigt og dårligere journalistik, stod der blandt andet i udtalelsen.
Arbejdsnedlæggelserne har været et udtryk for den kæmpe frustration, der er over hele det forløb, der har varet et halvt års tid. Folk har haft et behov for at vise sympati for de kolleger, der har mistet deres job med en fuldstændig urimelig begrundelse, siger Steen Larsen ifølge danske medier.
Tillidsfolkene vil nu sammen med advokater fra Dansk Journalistforbund vurdere, om der er grundlag for at rejse fagretslige sager.