Det er slut med at se de allerstørste sportsbegivenheder som OL og VM i fodbold på DR. Og andre større sportsgrene som atletik, speedway og håndbold er også snart fortid.
Det er nogle af konsekvenserne af DR s omfattende spareplan, som går meget hårdt ud over kanalens sportsdækning.
»Vi er i en prisspiral, hvor rettighederne bliver dyrere og dyrere. Vi er ude af det kapløb,« sagde DR s mediedirektør Lars Grarup i forbindelse med fremlæggelsen af spareplanen.
Men selv om to tredjedele af sportsredaktionen forsvinder, vil DR fortsat transmittere sport. Blandt andet for at leve op til public-service-kontrakten. Men størrelsen af begivenhederne bliver af en helt anden kaliber, end seerne er vant til.
»Det er helt naturligt, at vi kommer til at dække de mindre sportsbegivenheder, som det står i public-service-kontrakten,« sagde Lars Grarup. Desuden håber DR at kunne få lov at vise højdepunkter fra Superligaen, som fortsat vil blive dækket direkte i radioen.
OL måske på TV 2
DR har allerede erhvervet sig rettighederne til at sende fra OL i 2008 og 2012 samt VM i fodbold i 2010, men der bliver ikke noget livesport fra hverken Beijing, Sydafrika eller London. DR vil i den nærmeste fremtid sælge disse rettigheder til andre mediehuse.
Eneste aftager er dog som udgangspunkt TV 2, idet så store begivenheder skal sendes på landsdækkende fjernsyn. Konkurrenterne fra Kvægtorvet i Odense er ikke afvisende, men spiller ikke overraskende højt spil for at holde prisen i kort snor.
»Det er DR’s rettigheder, og de bestemmer, hvem de vil sælge rettighederne til og til hvilken pris. Hvis de synes, at vi har noget at snakke om, så vil vi da gerne snakke,« siger TV 2-direktør, Per Mikael Jensen.
Han påpeger, at ud over prisen på rettighederne kan en hindring blive, at TV 2 ikke har plads til at sende så omfattende sportsbegivenheder på hovedkanalen, som er den eneste landsdækkende kanal. En løsning kunne være, at TV 2 kan blive enige med rettighedshaverne om at lave en undtagelse, så dele af OL eller VM for eksempel kan sendes på TV 2 Sport.