Du kan få dit daglige skud sport i dag. DR Sportens medarbejdere har valgt at stoppe arbejdsnedlæggelsen.
Men et møde med nyhedsdirektør Ulrik Haagerup vil afgøre om arbejdet fortsætter.
- Jeg forventer, at vi arbejder hele dagen i dag. Men det afhænger selvfølgelig af udfaldet af mødet, siger tillidsmand Michael Olesen til fagbladet Journalisten.
Medarbejderne ønsker svar på, hvordan rod i økonomien har ført til, at to medarbejdere i går blev fyret.
- Vi vil spørge, hvordan det kunne gå så galt med økonomien? Vi har også nogle spørgsmål til forløbet de seneste uger. Og så vil vi vide, hvordan det er meningen, at vi får en hverdag til at hænge sammen med så mange færre folk, siger Michael Olesen.
Ud over fyringerne er der nedlagt midlertidige stillinger og skåret i freelancebudgettet.
Fyringerne førte også til at medarbejderne på P3 nedlagde arbejdet, og DR Nyheders medarbejdere suspenderede samarbejdet med ledelsen.
Newspaq