For den ene ende af bordet himler projektdirektør Keld Boye-Møller op om, at budgettet er under pres. For den anden sidder DR s ledelse med hovedet i hånden og tankerne langt væk. Sådan kan man let forestille sig møderne fra foråret 2005 om DR s byggeri. I hvert fald sev det ikke ind, at der var stor risiko for, at prisen for det 3,3 milliarder kroner dyre byggeri ville løbe løbsk. Advarslerne var simpelthen for kedeligt serveret. Det skriver Politiken, der har smuglyttet til en radiodokumentar.
Først bagefter gik de op for ledelsen, hvad projektdirektøren egentlig fablede om.
- Det er jo noget, som nogle af os har grinet ret meget af. Sådan en slags galgenhumor. Fordi vi opfattede jo udtrykket under pres som noget helt andet end det, det viste sig at være. Under pres betød, at nu var det for alvor galt - det er faktisk helt galt. Jeg troede, at under pres betød, at nu var der en svær opgave, som vi virkelig skulle anstrenge os for at komme igennem. Det, troede jeg, var under pres , siger tidligere fungerende generaldirektør Lars Vesterløkke ifølge Politiken i en dokumentar på P1 i aften.
I stedet for at lytte ordentligt efter, sad bestyrelsen og faldt i staver, fordi Keld Boye-Møller var tør. Hans halvsvenske vendinger og ord som tufft i stedet for svært hjalp heller ikke på forståelsen. Til Politiken forsvarer Lars Vesterløkke, der i dag er programchef, misforståelsen med, at der ikke blev givet ordentlig information.
- Ingen af de rapporter, vi fik, rummede advarselslamper om budgetoverskridelser. Når vi spurgte direkte, fik vi oplyst fra byggeledelsen, at budgettet holdt, selvom det var under pres.
Ledelsen fik derfor blandende meldinger, som de ikke kunne tyde, og Keld Boye-Møller kom ikke med konkrete forslag til, hvad man kunne gøre for at stoppe pengeslusen. Senere har en prognose fra februar i år vist, at byggeriet i Ørestaden nok vil komme til at koste 4,7 millioner kroner. Keld Boye-Møller blev fyret i 2006.
Udsendelsen "På gyngende grund 2" bliver sendt i dag klokken 14 på P1.