Den læge, som i DR2-programmet Uden skyld og skam bliver præsenteret som alkoholforsker, taler decideret usandt om alkoholens virkning på kroppen. Det mener flere af landets førende alkoholeksperter.
DR2 har i de seneste uger inviteret forskellige kendte danskere i studiet til en snak med journalist Torben Steno om deres alkoholforbrug.
I programmet forklarer Torben Stenos ’faste makker læge og alkoholforsker’ Leif Sestoft, at man ikke er på vej ud i et alkoholproblem, blot fordi man overskrider Sundhedsstyrelsens anbefalinger om kun at drikke 14 genstande om ugen som kvinde og 21 som mand.
Men nu kritiserer flere af landets alkoholforskere DR2-lægens budskab, som de mener er langt fra virkeligheden og forskning om alkohol generelt.
Skrubhamrende forkert
- Det er et problem, at Leif Sestoft bliver præsenteret som en autoritet i programmet og bliver sat op på en piedestal, når han i den grad kommer med forkerte oplysninger, siger Morten Grønbæk, der er professor ved Statens Institut for Folkesundhed.
Han mener slet ikke, at Leif Sestoft kan betegnes som alkoholforsker.
- De præsenterer Leif Sestoft som alkoholforsker gennem 25 år, men de sidste 10 år har han ikke skrevet en eneste videnskabelig artikel om alkohol. Han har ikke nogen faglig forståelse for emnet alkohol og for, hvad det vil sige, at der er en risiko for noget, siger Morten Grønbæk og fortsætter:
- Det er nærmest som om, at man er en slags frihedskæmper, hvis man overskrider grænserne, og det er da tåbeligt og skrubhamrende forkert, siger Morten Grønbæk.
Ulrik Becker er ledende overlæge på Hvidovre Hospital og formand for Lægeforeningens misbrugsudvalg. Han er også langt fra tilfreds med, at DR2 bruger en læge til at legetimere, at det er i orden at drikke mere end de anbefalede genstande.
Dokumentationen eksisterer
- At Jesper Langballe drikker en flaske vin om dagen og en biokemiker sidder og drikker 10 bajere foran Landbohøjskolen er selvfølgelig deres eget valg. Men DR2 vælger at lade en læge legitimere det ved at sige, at der ikke er nogen som helst videnskabelig dokumentation for Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser. Det er helt anden sag. Det er nemlig forkert!, siger Ulrik Becker.
Han kalder ellers programmet for udmærket og forholder sig ikke til, hvorvidt staten overhovedet skal blande sig i danskernes alkoholforbrug. Men han mener, at fakta skal være i orden.
- Der er meget stærk videnskabelig dokumentation for, at man øger risikoen for en lang række sygdomme og risikoen for senere at få et alkoholproblem, hvis man overstiger anbefalingerne, siger Ulrik Becker.
Ulrik Becker og Morten Grønbæk har begge deltaget i arbejdsgruppen bag rapporten ’Genstandsgrænser for voksne’, som Sundhedsstyrelsen udsendte i 2005. Her bliver det blandt andet dokumenteret, at der er 50 procent øget risiko for skrumpelever, hvis man drikker flere end to genstande dagligt, mens risikoen for strube- og spiserørskræft firedobles ved flere en to daglige genstande.
Også risikoen for brystkræft og tyktarmskræft øges, bekræfter Kræftens Bekæmpelse.
- Der er stærk dokumentation for, at risikoen for en række kræftsygdomme øges, hvis man overstiger anbefalingerne, siger overlæge i kræftens bekæmpelse, Anne Tjønneland.
Alkohol en del af vores kultur
Men Leif Sestoft afviser blankt kritikken og henviser til, at der er forskellige måder at bedrive forskning om alkohol på.
- Fordi de, der får skrumpelever, drikker mere end tre genstande om dagen, er det jo ikke ensbetydende med, at man får skrumpelever af at drikke mere end anbefalingerne. Og så lever vi i et samfund, hvor alkoholen har en rolle som en del af vores fødeindtagelse og som en del af vores kultur, siger Leif Sestoft.
Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra DR2 s chefredaktør, Arne Notkin.