Berlingske Tidende har i torsdagens avis bedt tre eksperter forholde sig til DR’s troværdighed, ledelsesstil og politiske strategi i forbindelse med krisen omkring den omdiskuterede film ’Den Hellige Krig’, som Nyhedsavisen har påpeget en masse fejl i, og de nyeste offentliggørelser af de enorme budgetoverskridelser. Troels Mylenberg, der er institutleder på center for journalistik på SDU, siger blandt andet følgende om DRs troværdighed.
»Jeg tror godt, at folk i almindelighed kan gennemskue politikernes agenda, når de går ind i en holdningsbåret kritik i stedet for en faktuel kritik af DR. Faren er bare, at man driver det så langt ud, at danskerne får apati og ligegyldighed overfor DR og bliver i tvivl om, hvad man skal tro på. Det er ikke godt for nogen eller noget. DR skal ikke være håndsky i sådan en situation. Måske var det bedst, om DR lod sig undersøge tidligere. Det er ekstremt vigtigt at mane mistænksomhed i jorden ved at påvise, at der vitterligt ikke er noget at komme efter. Hvis DR havde gjort det allerede fra starten, havde det styrket deres troværdighed,« siger Troels Mylenberg til Berlingske Tidende.