Omkring halvtreds utilfredse grønlændere og folk fra grønlandske støtteforeninger var fredag mødt op foran Hotel D Angleterre i København. Årsagen var, at DR-dokumentaren Flugten fra Grønland var blandt de nominerede til Billed-Bladets tv-oscar, der i går blev uddelt på det fashionable hotel.
»Jeg fik et chok, da jeg så filmen, for det er endnu en misforstået kulturopfattelse af Grønland. Og så skammede jeg mig over at have været involveret i projektet. Filmen fastlåser billedet af grønlændere som fulde mennesker fanget i fattigdom,« siger Sørine Gejl, der var initiativtageren til demonstrationen.
Hun bor på Grønland og hjalp filmens tilrettelæggere med kontakt til kilder. Hun beskylder dokumentaren, der blev vist på DR1 i oktober, for manipulerende klipning og en unuanceret fremstilling af det grønlandske samfund .
Hvordan manipulerer filmen med virkeligheden?
»I en scene vises nogle af de medvirkende foran en gammel rønne, som sælfangerne bor i om sommeren. Det ville svare til at have filmet et gammelt fiskeskur i Dragør og så sige, at sådan bor folk i Dragør. Derefter krydsklippes der til billeder af social elendighed i Nuuk, som om alle grønlændere lever sådan.«
Ikke begejstret
Lektor i eskimologi Frank Sejersen er heller ikke begejstret for filmen.
»Den handler om vigtige temaer som incest og fattigdom, men behandler dem unuanceret. Den er meget ensidig og bekræfter folks fordomme om Grønland.«
Filmens instruktør, Poul-Erik Heilbruth, afviser dog kritikken:
»Jeg imødeser det øjeblik, hvor nogen kan påvise en konkret fejl. Da jeg startede på dette projekt, vidste jeg godt, at der var nogle, der ville blive kede af filmen. Men jeg synes, det var nødvendigt at lave den film. Og det står jeg hundrede procent ved.«
Skarptvinklet
Tidligere på ugen beskrev Fagbladet Journalisten, hvordan en vært i DR-programmet Guld og Grønne Skove havde løjet i et indslag om miljørigtige biler. Men DR s lytter- og seerredaktør, Jacob Mollerup, mener ikke, at man kan sammenligne de to sager.
»Fejlen i Guld og grønne skove er en tåbelig fejl, DR ikke må lave. Og hvis det sker, skal det rettes så hurtigt som muligt. Flugten fra Grønland er en kritisk dokumentar, som vinkler skarpt på Grønlands problemer. Men man kan ikke udsætte noget på den.«
DR har afvist alle anklager om manipulation i Flugten fra Grønland i en pressemeddelelse.