Der står stadig røde tal i budgettet.
Men de er ikke helt så høje som forventet.
Danmarks Radio har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2007, og det viser et underskud på 92 millioner kroner. Det er 184 millioner bedre end forventet, noterer DR sig i pressemeddelelsen, hvor der også står, at det økonomiske fundament for DR nu er stabiliseret .
Forbedringen skyldes ifølge mediekoncernen, at en række projekter er forsinket fra 2007 til 2008 som følge af spareplanen.
- Jeg er tilfreds med det resultat, der er blevet præsenteret for bestyrelsen. Der er nu styr på økonomien og byggeriet. Det skylder vi licensbetalerne, og det fortjener DR s medarbejdere, som har arbejdet hårdt under svære betingelser, siger koncernes formand, Mogens Munk-Rasmussen.
Generaldirektør Kenneth Plummer understreger dog, at stormvejret ikke nødvendigvis er overstået endnu.
- Foran os ligger det lange, seje træk. Der er færre penge at gøre godt med, samtidig med at forventningerne til DR vokser, siger Kenneth Plummer.
Resultatet er en forbedring i forhold til 2006 på knap 70 millioner kroner.