Generaldirektør i DR, Maria Rørbye Rønn, og ægtemanden har fået solgt deres Hellerup-villa nord for København. Prisen endte på 8.250.000 kroner, og det var noget mindre end deres første udspil på boligmarkedet.
Det skriver Boliga Kendte.
I første omgang trådte den røde murstensvilla nemlig ind på arenaen for udbudte huse til en pris på 8.995.000 kroner. Senere blev prisen dog sænket med 600.000 kroner.
Ægteparret fik næsten tyve år i den 183 kvadratmeter store villa, som de selv købte i 1998 for 2.750.000 kroner.
Men nu skal murermestervillaen altså til at vænne sig til nye beboere, der vil kunne nyde en bolig, der i salgsopstillingen blev beskrevet som havende ekstra god loftshøjde, stuklofter, brede plankegulve og franske døre.
Maria Rørbye Rønn har været generaldirektør i DR siden efteråret 2010. Den officielle tiltrædelse som overhoved for "licens-er-noget-vi-giver-til-hinanden"-mediet var dog først i 2011.
Inden juristen Maria Rørbye Rønn kom til DR og ledte statsradiofonien ind i en ny og digital æra, var hun blandt andet ansat i Justits- og Kulturministeriet.