Danmarks Radio er kede af, at Rigsrevisionen har standset sin undersøgelse af det stormombruste DR-byggeri i Ørestaden. Byggeprojektet er blevet mange hundrede millioner dyrere end forventet, og Rigsrevisionen skulle derfor kulegrave sagen. Torsdag besluttede rigsrevisorerne imidlertid at standse deres undersøgelse, fordi der har været rejst kritik af deres habilitet, da de også til dagligt er revisorer for DR.
DR-bestyrelsesformand Mogens Munk-Rasmussen og generaldirektør Kenneth Plummer beklager i en pressemeddelelse beslutningen om at standse undersøgelsen.
»Vi må respektere beslutningen, men det er ærgerligt. Vi har haft et forbilledligt samarbejde indtil nu og har også en ubegrænset tillid til Rigsrevisionen og dens arbejde,« udtaler Mogens Munk-Rasmussen og Kenneth Plummer.
På Christiansborg mener politikerne, at der skal sættes en uvildig undersøgelse i gang.
»Jeg anerkender og respekterer, at Rigsrevisionen trækker sig. Men jeg mener, at vi nu bør få lavet en ekstern revision af budgettet,« siger Kim Andersen (V), formand for Folketingets kulturudvalg.
DR-generaldirektør Kenneth Plummer understreger, at DR vil fortsætte med gennemførelsen af sin handlingsplan vedrørende byggeriet:
»Senest har vi foretaget en udskiftning af projektdirektøren og ansat en ny økonomidirektør. Begge initiativer er med til at styrke styringen af vores byggeprojekt,« siger Kenneth Plummer.