"Det var en såkaldt avis-and, da DR Nyheder ved middagstid fortalte, at Stein Bagger var landet i Københavns Lufthavn klokken 11.35 mandag," skriver DR på sin hjemmeside.
Vidner fortalte ellers overbevisende, at Bagger var med deres fly fra Paris - eskorteret til flyet af politi i Paris. Og vidnerne var sikre.
Men bagmandspolitiet og lufthavnspolitiet har begge afvist, at den bedragerisigtede Stein Bagger allerede skulle være landet.
"DR var for hurtig på tasterne, det beklager jeg," siger chefen for nyhederne på dr.dk, Per Bjerre.
Ifølge politiet lander Stein Bagger i løbet af de kommende 48 timer - men formentlig ikke i dag.