Da ungdomsredaktionen på DR hørte, at rektoren på Bornholms Gymnasium havde aflyst skolens årlige skovtur til fordel for en idrætsdag, trådte den licensfinansierede kanal til med en hjælpende hånd, skriver TV2 Bornholm.
Gymnasieeleverne var utilfredse med, at skovturen, der tidligere har været præget af overdreven druk, blev aflyst, så i fredags blev der afholdt en protestskovtur på Galløkken.
Ifølge Rektor for Bornholms Gymnasium, Finn Pedersen, vidste han, at DR ville medbringe musik og mad, men han anede ikke, at der også var bar, hvor gymnasieeleverne kunne købe Heineken øl og Cult shakers.
Rektoren finder det usmageligt, at DR stod for udskænkning af alkohol.
Redaktøren for DR s ungdomsprogram Skum-TV, Tommy Zwicky, forklarer, at de synes, det var ærgerligt, at gymnasiet fjernede et forum, der betyder så meget for det sociale.
- Så vi tog kontakt til elevrådet og sagde, Skal vi ikke hjælpe med at stable en fest på benene? Jo, det ville de da rigtigt gerne have, så vi kommer med noget mad, og vi har arrangeret, at nogle kommer med drikkevarer, og vi har også fået noget musik ind, fortalte Tommy Zwicky til TV2 Bornholm
Det tror jeg simpelthen ikke på, det kan i hvert fald ikke være den fulde sandhed, lyder det fra medlem af DR s bestyrelse, Peter Hvid Jensen, da han bliver præsenteret for historien.
Det har ikke været muligt inden redaktionens slutning at komme i kontakt med en DR-medarbejder, der kan uddybe, hvad skovturen har kostet DR og i sidste ende licensbetalerne.