Af Ulla Dubgaard | uldu@avisen.dk
Det var en god forretning for den franske arkitekt Jean Nouvel, da Danmarks Radio underbudgetterede koncerthuset i DR-Byen fra begyndelsen. Det betød, at Jean Nouvel, få måneder efter at aftalen var indgået, fik forhøjet budgettet til sit koncerthus, og dermed fik han også en lønforhøjelse til sig selv. Det viser en tillægsaftale, som Nyhedsavisen har fået aktindsigt i.
Den paradoksale situation opstod, fordi Nouvel, som andre arkitekter på større byggeprojekter, blev procentaflønnet. Det vil sige, at han fik en procentdel af håndværkerudgifterne - og dermed også fik forhøjet sit honorar, da håndværkerudgifterne skulle forhøjes.
Ordningen er velkendt i byggebranchen, og logikken bag er, at håndværkerudgifterne indikerer, hvor komplekst projektet er. Hvis udgifterne stiger, betyder det som regel, at arkitekten derfor skal arbejde mere.
Ufortjent lønforhøjelse
Men ordningen kan også være problematisk, fordi den indirekte sikrer arkitekten lønforhøjelse, hvis projektet koster flere penge end forventet ? også selvom det er ham selv, der er skyld i det. Det fortæller professor Kristian Kreiner fra Handelshøjskolen, der er ekspert i bygherrerådgivning.
»Ordningen er bestemt ikke fejlfri,« siger Kristian Kreiner.
Også formanden for arkitekternes branche- og arbejdsgiverforening, DANSKE ARK, Christian Lerche, er enig i, at der knytter sig store usikkerheder til procentaflønningen, især omkring unikke byggerier, hvis man ikke er i stand til at styre efter budgettet .
»Hvis man vælger det enestående og uafprøvede, må man acceptere, at budgettet ? herunder rådgiverhonoraret ? først kan lægges fast, når projektet er langt fremskredent. Jeg vil undre mig, hvis DR som meget professionel bygherre ikke har været klar over disse sammenhænge.«
Han understreger, at procentordningen normalt fungerer, fordi arbejdsindsatsen følger med, når projekterne bliver dyrere.
»Men for den svage bygherre vil der være en risiko for, at budgettet løber løbsk. Det må ikke blive et tag-selv-bord.«
Fast pris
Efter forhøjelsen i 2002 gik det da også op for DR, at procentaflønningen ikke var den mest hensigtsmæssige. I forbindelse med en tillægsaftale af 18. december 2003 sørgede DR for at få konverteret honoraret til en fastpris.
»Vi måtte sætte en ny ingeniør på for at få gang i byggeriet, og der lykkedes det os at få den faste rate ind. Jean Nouvel påstod helt ind i starten af 2003, at han kunne holde budgettet, men vi kunne godt se, at det var ved at løbe løbsk,« siger den daværende projektchef.
Trods gentagne henvendelser har det ikke været muligt at få en kommentar fra Jean Nouvels tegnestue.