Det var ikke just en tidsperiode, som gik over i musikhistorien for noget godt. Men danskerne er tilsyneladende fløjtende ligeglade, for selvom den såkaldte eurobeat-bølge først stilnede af for 14-15 år siden, fejrer op mod 10.000 mennesker hitmagere som Dr. Alban, Snap!, Right Said Fred, Corona, Robin S og Haddaway ved et sammenskudsgilde i Forum, København, lørdag aften og nat.

Arrangørerne advarer i pressemeddelelsen om »pastelfarver, 90210, røgmaskiner og fortrængte dansetrin som »running man og vogue.«

Dermed er Danmark efter sigende det første land i verden, som har haft behov for at genoplive en af de mest udskældte perioder i musikhistorien, der måske nok bød på masser af ørehængere, men nærmere blev husket for dårlig smag - udtrykt i vilde frisurer, kåde kostumer og overfladiske tekstlinjer, der blev gentaget igen og igen - »What is love? Baby, don't hurt me, baby don't hurt me, no more,« som tyske Haddaway tiggede og bad i en af de tidlige 1990'eres mest uafrystelige træffere.

»Vi var bare bedst«

Mange af kunstnerne - hvis ikke dem alle sammen ¿ fra eurobeatgenerationen har dog højere tanker om sig selv. Ikke mindst et par af hovedpersonerne fra 'All 90s - Den store 90erfest', som aftenens poprabalder kalder sig. Tag nu bare den syngende svensk-afrikanske sanger Dr. Alban, der smed boret og droppede fyldningerne, da han begyndte at hitte med numre som 'It's My Life', 'One Love', 'Go See The Dentist', 'Look Who's Talking' og 'Hallelujah'. I alt solgte han mere end fem millioner album og endnu flere singler.

Ifølge den efterhånden 50-årige musikmager kan hans succes bedst forklares med, at den var alt anden musik overlegen. Derfor er en fejring af denne særlige periode i 1990'erne på sin plads, og er der retfærdighed til, spreder den sig også til resten af Europa.

»Vi lavede jo den bedste musik dengang. Melodierne var fremragende, og beatsene var endnu mere sublime. 1980'erne var også gode, men ikke nær så gode. Og nutidens musiknavne lider under, at musikken bliver overskygget af en hel masse andre ting som attitude og image,« mener Dr. Alban.

Han taler kraftigt i sin mobiltelefon, mens han i sin sportsvogn cruiser gennem Stockholm. På vej til et lydstudie, hvor han skal indspille et nummer med en sangerinde, der hørbart sidder på sædet ved siden af den inaktive tandlæge.

»Det skal hedde 'I Love the 90's',« fortæller han ¿ og forsikrer, at han ikke ser nogen grund til at fortryde noget. Ikke en gang nummeret 'Go See the Dentist' fra 1994, hvor han refererer en hel del til sin tandlægerning:

»Næ, nogle gange lavede jeg da noget, der ikke sad lige i øjet. Men så lærte jeg også af det og blev endnu bedre,« lyder det selvransagende.

Samme sang fra Snap

Optimismen stiger uvægerligt inden aftenens brag. Og den bliver ikke mindre af at lægge øren til Penny Ford fra Snap! Den aldrende amerikaner, der lige om lidt skal afsynge nyklassiske omkvæd som »I've got the power, I've got the power, wå-å-å-åh« og »Rhythm is a dancer, it's a sort of magic, you can feel it in the air« til de tyske bagmænd Michael Münzings og Luca Anzilottis glade lyddesign, glæder sig enormt til igen at erobre Europa. Det fortæller hun fra sit hjem i delstaten Cincinatti.

Mens Snap! var på toppen, forlod hun ellers sin dårligere halvdel, rapperen Turbo B. Efter Penny Fords mening havde han fået lige lovlig høje tanker om sig selv, men det er vist alt sammen fryd og gammen nu om dage:

»At hitte og være musiker handler jo ikke bare om at score piger og smadre folk. Det vidste jeg, men jeg havde også været i branchen 14 år i forvejen. Turbo skulle lige lære den slags. Nu lader han til at være modnet, men vi har kun snakket over telefonen,« fortæller Penny Ford.

Ifølge hende kan 90'er-festen kun blive en - nå ja, fest:

»Det bliver endnu bedre end dengang. Vi har haft alle disse år til at øve os, og vi forstår begge bedre, at det, der er vigtigt, det er at underholde fansene. Jeg tror, at en ny bevægelse er på vej. Folk hungrer efter god musik.«