Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kommer til at kigge langt efter en uafhængig undersøgelse af Danmarks Radio rolle i sagen om dokumentarfilmen "Den Hemmelige Krig".
For DR’s direktion står nemlig uforstående over for statsministerens kritik og afviser en uafhængig undersøgelse.
»Hvis statsministeren eller forsvarsministeren mener, at der er begået væsentlige fejl i dokumentarfilmen eller DR’s efterfølgende dækning, har de den sædvanlige adgang til at klage til Pressenævnet, der er en uafhængig instans,« siger mediedirektør Lars Grarup på vegne af DR’s direktion.
Anders Fogh Rasmussen kritiserede i dag i Berlingske Tidende skarpt Danmarks Radio, som ifølge statsministeren har »et meget, meget stort troværdighedsproblem«.
Men Lars Grarup mener ikke, at der er noget nyt i de seneste dages kritik af DR.
»Der er intet nyt i de oplysninger, der er fremført i medierne de sidste dage. Og der er intet, der rokker ved min tiltro til det journalistiske indhold i dokumentarfilmen ’Den hemmelige krig’,« siger han.