Er manden da rablende gal, at udtale sig sådan, tænkte jeg, da jeg læste DR s tv-vært Jens Blauenfeldts kommentar til terrorangrebet 11. september 2001, hvor han dengang tænkte: »Hey, det er amerikanerne, nu får de smæk – det har de rigtigt godt af«.
Her er et klart bevis på hvordan vi efterhånden oplever, at tv-værter er selvpromoverende – vi oplever det dagligt, at det åbenbart er mere magtpåliggende at markedsføre sit eget ego frem for det tema, man arbejder med.
Jeppe Nybroe fik en fyreseddel – og det samme bør Jens Blauenfeldt opleve. For at bruge hans eget udtryk: Nu skal han have smæk. DR kan slet ikke nu være tjent med journalistiske medarbejdere, der i den grad rokker ved DR s troværdighed.
Det er i øvrigt uværdigt i en situation, hvor der i disse dage sker store fyringer af loyale medarbejdere, som har været i DR, fra før Jens Blauenfeldt blev født. Det er uværdigt, at disse medarbejdere oplever, at en illoyal, ubetænksom, selvpromoverende og tankeløs tv-vært blot får en påtale, mens vi oplever, der er arbejdsnedlæggelser og en demonstration med sloganet: Lad DR Leve – Kvalitet, Uafhængighed, Mangfoldighed .
En demonstration, som var vendt mod de evindelige nedskæringer.
DR er efterhånden kun en skygge af sig selv.