Den tyske landsholdsspiller i fodbold Marco Reus er blandt sportens mest skadesplagede spillere.
Lørdag aften kom Dortmund-spilleren til skade i den tyske pokalfinale mod Eintracht Frankfurt og måtte lade sig udskifte i pausen. Det har vist sig at være en meget alvorlig skade.
Han står foran flere måneders pause på grund af en korsbåndsskade i højre knæ. Det skriver Borussia Dortmund på klubbens hjemmeside.
De kommende dage skal han gennemgå flere undersøgelser, før klubben vil komme med sin endelige prognose for, hvor lang tid han forventes ude. I første omgang forventes skadespausen at vare i "flere måneder".
Det er langt fra første gang i karrieren, at Marco Reus er skadet. Han missede både VM 2014 - hvor Tyskland blev verdensmestre - og EM 2016 på grund af skader.
Fra marts til november 2016 var han således ude med en lyskeskade.
Derfor har han i den forgangne sæson blot spillet 24 kampe for Dortmund på tværs af alle turneringer.
Dortmund endte med at vinde lørdagens pokalfinale med 2-1. Stillingen var 1-1, da Reus blev udskiftet.
/ritzau/