Pierre-Emerick Aubameyang kan i begyndelsen af januar blive kåret som årets afrikanske fodboldspiller for andet år i træk.
Tirsdag blev der sat navn på de fem spillere, der kæmper om kåringen, og her var Dortmund-profilen iblandt.
Den 27-årige angriber fra Gabon blev også kåret som årets spiller i Afrika i januar, og denne gang skal han blandt andre kæmpe med Leicesters algeriske komet Riyad Mahrez om hæderen.
Ud over de to offensivspillere er også Liverpools Sadio Mane fra Senegal, Egyptens Mohamed Salah fra AS Roma og Algeriets Islam Slimani, der også tørner ud for Leicester, blandt de fem nominerede.
Aubameyang blev i fjor kåret som årets spiller i Bundesligaen, og han vurderes ifølge AFP til at være favorit.
Dortmund-spilleren vippede senest Yaya Toure af pinden, efter at Manchester City-spilleren havde vundet kåringen fire år i træk.
Vinderen bliver offentliggjort ved en seance 5. januar i Nigeria. Ti fodboldeksperter og 54 landstrænere stemmer på deres favoritkandidat.
/ritzau/