Dortmund havde ikke de store problemer med at spille sig videre til kvartfinalerne i Champions League.
Tyskerne besejrede uden større besvær Shakhtar Donetsk med 3-0 på hjemmebane og er dermed videre med samlet 5-2.
Hjemmeholdet satte tingene på plads allerede i første halvleg. Selv om det egentlig var gæsterne, der skulle frem på banen og skabe noget efter 2-2-kampen i Ukraine for fjorten dage siden, så var det svært at se.
Dortmund satte sig tungt på begivenhederne og havde kampen under kontrol hele vejen igennem de første 45 minutter.
Overtaget blev omsat til mål efter en halv times spil, da Felipe Santana hoppede højest ved et hjørnespark og pandede bolden i mål.
Kort efter øgede Mario Götze føringen, da han kælent sendte indlægget fra Robert Lewandowski i nettet og Shakhtar i knæ.
FC Nordsjællands overmænd fra gruppespillet kom dog bedre med i kampen efter pausen - og det var de også nødt til.
Med brasilianerne Douglas Costa og Fernandinho som nogle af de toneangivende fik Donetsk tilspillet sig et par gode chancer, men alt håb om et comeback druknede hurtigt.
Med Jakub Blaszczykowskis mål til 3-0 efter en times spil var der ikke mere at komme efter, og de tyske mestre er fortjent videre til næste runde i turneringen.
/ritzau/