Bundesligaklubben Borussia Dortmund skulle ikke bruge lang tid på at finde afløseren for Ousmane Dembélé, der skifter til FC Barcelona.
Dortmund har sikret sig Andriy Yarmolenko, som i en årrække har huseret i offensiven hos Dynamo Kiev og på det ukrainske fodboldlandshold.
Den 27-årige wing har underskrevet en aftale gældende til sommeren 2021, oplyser Dortmund mandag.
- Andriy er en spiller, vi har fulgt i længere tid, og som har demonstreret topniveau på såvel sit klubhold som i tjeneste for det ukrainske landshold, siger sportsdirektør Michael Zorc til klubbens hjemmeside.
Yarmolenko nåede 339 kampe for Dynamo Kiev, hvor han scorede 137 mål. I 69 landskampe har han nettet 29 gange.
Aftalen er gået i orden, få dage efter at Ousmane Dembélé forlod klubben til fordel for Barcelona.
Dembélé fik i sidste sæson sit gennembrud i Bundesligaen, hvor han blev en markant profil. Trods savnet af den talentfulde franskmand har Dortmund indledt den nye sæson med to sejre i de første to kampe.
/ritzau/